Klimatopmødet fik så godt et resultat som overhovedet muligt, og Danmark kan ikke gøre mere for klimaet inden der er flere lande, som kommer med udmeldinger. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man skal tro statsministeren og klimaministerens udmeldinger på forespørgselsdebatten tirsdag.

COP15 – succes eller fiasko?

Forud for topmødet påpegede jeg selv og mange andre, at regeringen skød klimaforhandlingerne i sænk ved at lægge sig fladt ned for USA og de rigeste lande. Der var behov for en anerkendelse af især ulandene, der betaler prisen for klimaforandringerne, men det var statsministeren ikke mand for.

Venstres klimaordfører Lars Christian Lilleholt forsikrede os om, at regeringen allierede sig med hele verden. Såfremt det var tilfældet, så må man bare konstatere, at det ikke var hele verden, der opdagede dette, hvilket jo bliver et afgørende problem.

At resultatet på klimatopmødet skulle være det bedst mulige, er en udmelding, som selv statsministeren har svært ved at finde gode argumenter for. Argumenter havde han alligevel, men de ændrer ikke rigtigt ved, at aftalen hverken blev juridisk bindende eller havde klare forpligtelser til CO2-reduktion.

Selv Connie Hedegaard havde ellers kort tid inden topmødet gjort klart, at disse to forudsætninger samt finansieringen af ulandenes klimaindsats var helt afgørende for at få en aftale i hus. Alligevel var det hverken inkluderet i Lars Løkkes udkast til en klimaaftale eller spillede en central rolle i hans forhandlinger.

På den baggrund var egentligt ikke særligt overraskende – om meget skuffende - at COP15 ikke udmundede i et bedre resultat

Regeringens strategi

Med en regering, der er presset af den ene håbløse sag efter den anden, mens meningsmålingerne tydeligere og tydeligere viser, at flertallet af danskerne ønsker et regeringsskifte, så er det ikke overraskende, at de ikke er vilde efter at tage ansvar for den fadæse klimatopmødet endte med at blive.

Der er blevet skrevet meget om konsekvenserne af klimaforandringerne, men her ovenpå topmødet virker medierne ret mætte af klimastof. Det udnytter Lars Løkke til at gøre sagen om COP15 og resultatet til et spørgsmål om politisk uenighed, der kan forsvinde i mængden.

Sket er sket, og regeringen ville nok også kunne tilgives deres fejltagelser op til og under klimatopmødet, hvis de nu gjorde alt, hvad der er i deres magt for, at vi opnår en tilstrækkelig klimaaftale hurtigst muligt.

Desværre er det langt fra tilfældet. På mødet var både statsministerens og Lykke Friis’ udmelding, at Danmark ikke kan gøre mere. De vil afvente, at der kommer andre lande på banen først. Og de vil afvente klimakommissionens rapport, som forventes til september.

Behov for handling nu

Det er alt for uambitiøst. COP16 i Mexico til sommer er næste chance for, at vi får en forpligtende klimaaftale. For hver chance, vi forpasser, bevæger vi os med hastige skridt nærmere grænsen for, hvornår CO2-udledningen er nødt til at toppe.

Der er brug for at forhandlingerne kommer i gang med reelle tilbud, og reelle ideer til hvordan det skal lykkes.

Som værtsland for COP og Connie Hedegaard som nyudnævnt klimakommissær sidder Danmark stadig med en mulighed for at blive et foregangsland. Det kræver, at vi melder nogle klare målsætninger ud og får igangsæt en handlingsplan for at sænke mængden af CO2, vi udleder.

Konkrete tiltag, som eksempelvis at bygge flere vindmøller for at reducere vores CO2-udledning, er det meget svært at se, at hverken EU, FN eller regeringens klimakommission skulle have noget imod.