København-aftalen blev bestemt ikke den succes, vi kunne have håbet på. Klimaaftalen var ikke juridisk bindende, og det ligger ikke fast hvornår den skal være det. Reduktionsmålene er alt for små i forhold til det FN’s egne videnskabsfolk siger vi skal opnå for at undgå en temperaturstigning på mere end 2 grader.

Hvorfor gik det, som det gjorde? De vestlige lande har været hurtige til at pege på Kina som den store synder. Disse anklager er intet mindre end hykleriske. Nej, Kina har ikke gjort alt, hvad de kunne for tilstrækkelig klimaaftale igennem, og de var sene med udmeldingerne om deres egne CO2 reduktioner.

Problemet er bare, at man kan sige nøjagtigt det samme om EU og USA. De viste ingen vilje til at ville indgå en juridisk bindende aftale. USA's reduktionsmål har hele vejen igennem være ligegyldigt lave, da de tager udgangspunkt i 2005 niveau.

EU fedtspillede med deres forhøjelse fra 20 til 30 procents reduktion, der i forvejen var dybt utilstrækkelig i forhold til videnskabens tal, da EU vil finde halvdelen ved kvotehandel og offsetting, hvor der ikke sker en reel reduktion i CO2 mængden.

Derudover har der været meget fokus på G77-landenes rolle i forhandlingerne. Det er helt korrekt, at de blokerede for det første udkast til en aftale. Og lige så korrekt er det, at de gjorde fordi den ikke var god nok for dem selv. Men der er bare det, at deres position stod utroligt klart før topmødet. De krævede, at de rigeste lande skulle betale for den forurening, som ulandene betaler prisen for. Et krav som egentligt ikke er så svært at forstå.

At forhandlingerne med G77 gik som de gjorde, skyldes i høj grad Lars Løkkes dilettantiske forhandlingsevner. Connie Hedegaard gjorde det ved flere lejligheder helt klart, at det var nødvendigt med indrømmelser til ulandene, hvis der skulle komme en afgørelse. Disse advarsler valgte han at se overhørigt og udelukkende arbejde mod den klimaaftale, som USA og de rige lande var interesseret i.

Dermed påhviler der Lars Løkke et stort ansvar for at køre en linie, der enten kunne føre til sammenbrud i forhandlingerne, eller en aftale, hvor de fattigste lande blev trynet – uden nogle egentlige forbedringer for klimaet.

Derfor har Enhedslisten taget initiativ til en forespørgselsdebat i Folketinget, så Lars Løkke kan tage medansvar for og give en forklaring på den kæmpefiasko, forhandlingerne har været.

Der er to lyspunkter oven på klimatopmødet
Vi skal være glade for at det ikke endte med en dårlig aftale, som forhandlerne kunne sælge som en succes. Det var en stor risiko, hvis vi havde fået en forpligtende aftale, der ikke tog højde for den globale ulighed. Selvom vi ikke har fået en klimaaftale i denne omgang, så eksisterer opmærksomheden stadig om, hvad der er brug for at ske.

Dernæst var den folkelige mobilisering en stor sejr. Med 100.000 demonstranter den 12. december har vi skrevet historie. En sådan massiv opbakning om en klimaaftale, der ikke bare er på de rige landes principper, viser at det ikke er en håbløs kamp. Interessen er stor, og der er i civilsamfundet, vi kommer til at finde de løsninger, som kan være med til at sikre verden fremover.

Nu handler det om at se fremad. Vi skal holde fast i de grundsten, der er lagt for en global klimabevægelse. Vi skal sikre, at mulighederne for en ordentligt klimaaftale bliver endnu bedre, når COP16 næste år afholdes i Mexico.